MUS/LUS og miniMUS

Medarbejderudviklingssamtale (MUS), lederudviklingssamtale, lønsamtale og miniMUS.

Dialogen om resultater, samarbejde, trivsel, udvikling og forventninger kan bruges til at skabe et godt fundament for din faglige og personlige udvikling. Har du spørgsmål eller brug for hjælp, så brug HR’s chatbot.

MUS afvikles hvert år i efteråret og tager udgangspunkt i vores MUS-vejledning (se link ude til højre). Der skal holdes MUS med alle medarbejdere, dog ikke medarbejdere på barsel, medmindre der er så kort tid til, at medarbejderen kommer tilbage på arbejde, at det giver mening at afholde MUS'en mhp at fastlægge resultatmål for det kommende år. 

Samtalen er centreret omkring resultater fra det foregående år, trivsel generelt, resultatmål for det kommende år og ikke mindst udvikling af dine kompetencer. 

Mini-MUS er korte samtaler på ca. ½ time, der gennemføres hvert år i februar måned. Der skal afholdes mini-MUS med alle medarbejdere, og formålet med mini-MUS er primært at følge op på det foregående efterårs MUS, dvs. status på resultatmål, udviklingsplan og eventuelle andre aftaler samt at have en drøftelse af medarbejderens trivsel på arbejdspladsen. 

Eventuelle justeringer i udviklingsplanen, resultatmålene eller andre aftaler indgået på mini-MUS nedskrives. Medarbejder og chef opbevarer et eksemplar hver, og materialet vil indgå i MUS senere på året.

Nye medarbejdere, der er tiltrådt efter foregående års MUS, får på mini-MUS udarbejdet en mindre udviklingsplan og fastsat passende resultatmål for perioden frem til efterårets MUS.

Ligesom mini-MUS, afvikles lønsamtalen i februar måned og er obligatorisk for alle medarbejdere. 

Formålet med lønsamtalen er at have en samtale om lønniveau samt det foregående års resultater med sigte på tildeling af resultatløn. Der kan dog ikke indgås nogen aftaler mellem chef og medarbejder på lønsamtalen, da den formelle forhandlingskompetence for både varige lønforbedringer og resultatløn ligger hos tillidsrepræsentanterne og direktionen. 

Lønsamtalen kan sagtens ligge i umiddelbar forlængelse af mini-MUS. 

Chefer, der har medarbejdere på barsel, tager kontakt til disse med henblik på at drøfte løn og opnåede resultater i det foregående år. Lønsamtalen kan i disse tilfælde eventuelt gennemføres telefonisk, hvis medarbejderen ønsker det. 

Du kan læse meget mere om hele lønforhandlingsprocessen i vores Lønpolitik.

Senest opdateret 01-09-2025