Arbejdsmiljø og trivsel

Arbejdsskader, skærmbriller, whistleblowerordning, psykologisk rådgivning, røg og rusmidler, arbejdsmiljøorganisation, ligestilling, diversitet og krænkende adfærd – her finder du alt om arbejdsmiljø og trivsel i Erhvervsministeriet.

Arbejdsmiljø relaterer sig til de fysiske, psykiske og sociale påvirkninger, som en medarbejder bliver udsat for under udførelse af sit arbejde.

Arbejdsmiljøbegrebet dækker også over de forebyggende foranstaltninger, der bliver organiseret og iværksat for at undgå arbejdsskader til gavn for et bedre arbejdsliv, og det følger af arbejdsmiljølovgivningen, at arbejdsforholdene skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Det betyder, at den enkelte medarbejder skal kunne udføre sit arbejde så sikkert og sundt som muligt, således at medarbejderen ikke kommer til skade ved ulykker eller lider overlast ved på længere sigt at pådrage sig arbejdsbetingede lidelser. 

Styrelsens arbejdsmiljørepræsentant er Katrine Stagaard fra ADM, så hvis du har spørgsmål eller kommentarer vedrørende arbejdsmiljøet, kan du kontakte Katrine på kst@kfst.dk eller 41 71 51 52.

HR står klar til at støtte dig og sikre et trygt og sundt arbejdsmiljø. Har du spørgsmål eller brug for hjælp, så brug HR’s chatbot.

Kommer du til skade, mens du er på arbejde, kan du anmelde det som en arbejdsulykke. Det er gældende både for arbejdsskader, brilleskader og tandskader. 

Ønsker du at anmelde en arbejdsulykke, skal du hurtigst muligt kontakte din HR-partner, som vil hjælpe dig med at få anmeldt arbejdsulykken til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Skyldes din skade en belasting over længere tid grundet arbejdsforhold, eksempelvis musearm, skal du kontakte din egen læge, som kan anmelde arbejdsskaden som en erhvervssygdom til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Medarbejdere, der arbejder ved computere, har ret til en passende undersøgelse af øjne og syn. Det gælder:

  • Inden arbejdet ved skærmen begynder
  • Med jævne mellemrum herefter, og
  • Hvis der opstår synsproblemer eller øjengener, der kan skyldes skærmarbejdet

Undersøgelsen skal foretages af en optiker eller en øjenlæge, og det er arbejdsgiveren, der skal betale for undersøgelsen.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at medarbejderen får udleveret briller eller kontaktlinser, som er beregnet til det pågældende arbejde, hvis en undersøgelse af synet viser, at det er nødvendigt.

Hvis du har brug for skærmbriller, kan du kontakte Hanne Colberg - hc@kfst.dk.

Der gælder en fraværsret til 5 dages ”omsorgsorlov” pr. kalenderår. Dagene kan holdes som en samlet periode eller som enkelte dage.

”Omsorgsorlovsdage” er uden løn, og kan bruges til at passe eller hjælpe egne børn, forældre, ægtefælle eller partner eller en anden person, der bor i samme husstand.

Personen, der passes eller hjælpes, skal være alvorligt syg og have behov for væsentlig omsorg eller støtte (f.eks. ledsagelse) på de dage, hvor medarbejderen tager omsorgsorlov. Du kan blive bedt om at forevise dokumentation for retten til omsorgsorlov.

Du bedes give besked til din personaleleder så tidligt som muligt, hvis du vil udnytte retten til omsorgsorlov.

Omsorgsorlovsdagene registreres i mTIME på koden ”990225000 Omsorgsorlov”. Koden vælger du til i mTIME ved at klikke på knappen ”Vælg formål” øverst i registreringsbilledet. I søgefeltet skriver du ”omsorgsorlov”. Herefter får du koden frem, som du så kan markere. Koden vil herefter stå tilgængelig på dit registreringsbillede.

Når du registrerer på omsorgsorlov, vil du blive trukket i løn for den/de pågældende dag(e) i efterfølgende månedsløn.

Vær i øvrigt opmærksom på, at der findes andre muligheder for ret til fravær af familiemæssige årsager, hvoraf nogle er lønnede. Kontakt Koncern HR hvis du har behov for rådgivning om de forskellige regler.

Erhvervsministeriet har udarbejdet en fælles ligestillings- og diversitetspolitik, som følger op på arbejdet med ligestilling, diversitet samt seksuelle krænkelser og mobning. 

Politikken for ligestilling og diversitet består af 6 punkter: 
1. Diversitet i Erhvervsministeriet
2. Alle behandles med respekt
3. Det er indsatsen, der belønnes
4. Lige adgang til ledelsesposter, kompetenceudvikling og forfremmelser
5. Fleksibilitet ift. livssituation
6. Ligestilling og diversitet indtænkes i Erhvervsministeriets kerneydelser
 
Politikken og de konkrete indsatser findes i menuen til højre.

Alle medarbejdere har mulighed for anonymt og gratis at få psykologisk rådgivning via Falck Healthcare. Du kan kontakte Falck døgnet rundt på tlf. 70 10 20 12.

Du skal dog være opmærksom på, at rådgivning i forbindelse med privatrelaterede hændelser er skattepligtig, og beskatningsgrundlaget pr. 1. oktober 2024 udgør 1.012 kr. pr. time. Når et forløb, der skyldes privatrelaterede hændelser, er afsluttet, vil den skattemæssige værdi blive trukket i lønnen, hvilket vil fremgå af lønsedlen. Beskatningsgrundlaget vil ligeledes blive indberettet til SKAT. Ved privatrelateret rådgivning vil Koncern HR blive oplyst om navnet på den, der har modtaget rådgivning, men ikke hvad rådgivningen har vedrørt.

Du kan læse mere om ordningen i pjecen, som findes i menuen til højre.

Du er også altid velkommen til at kontakte styrelsens HR-partner med spørgsmål.

Det er ikke tilladt at indtage eller være påvirket af alkohol eller andre rusmidler og stimulanser i arbejdstiden. Overtrædelse heraf kan medføre ansættelsesretlige konsekvenser.

Styrelsen tillader dog alkohol i forbindelse med sociale arrangementer og fejringer.

Konstateres der misbrugsproblemer, kan styrelsen bistå med nødvendig støtte og i rimeligt omfang betale den behandling, som medarbejderen har behov for til at løse problemet. Nærmeste chef har et særligt ansvar for at reagere på misbrugsproblemer eller mistanke herom, herunder indkalde medarbejderen til en samtale.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rygepolitik følger den gældende lovgivning om røgfri miljøer. Lovgivningen indebærer, at ingen mod deres vilje må være generet af tobaksrygning og/eller blive udsat for passiv rygning.

Det er derfor kun tilladt at ryge i det fri, herunder også på styrelsens tagterrasse, men det skal foregå således, at andre ikke generes af tobaksrøgen.

Eventuelle overtrædelser af rygepolitikken vil blive betragtet som enhver anden overtrædelse af vores interne regler og kan i sidste ende have ansættelsesretlige konsekvenser.

Styrelsen skal købe inventar og andet udstyr på obligatoriske statsaftaler. Afvigelser herfra kræver særligt begrundet behov. Såfremt der er behov for dette, skal medarbejderen rette henvendelse til ADM og i samarbejde vurderes situation og behov. Det kan besluttes, at ergoterapeuten skal konsulteres inden beslutning om eventuelle anskaffelser træffes.

Vi har en aftale med en ergoterapeut, som kommer i huset efter behov. 

Ergoterapeuten kan hjælpe med at indstille din arbejdsplads rigtigt, og hun kan også være med til at vurdere behovet for en nærmere undersøgelse vedr. eventuelle skærmbriller.

Hvis man ønsker at få besøg af ergoterapeuten, skal man skrive en mail til Hanne Colberg - hc@kfst.dk, og når der er 10 medarbejdere på listen, kontakter hun ergoterapeuten for at aftale et besøg.

Senest opdateret 18-12-2025