Når du rejser, tager du også dit arbejde med uden for de vante rammer. På hotellet, i lufthavnen, på konferencen og til møder står du uden mange af de sikkerhedsforanstaltninger, som beskytter dig, dit udstyr og styrelsens data herhjemme.
I styrelsen har vi derfor en retningslinje for informationssikkerhed på rejser. Den gælder, hvis du ønsker at tage styrelsens it-udstyr (computere, telefoner, iPad m.m.) med ud at rejse – uanset om du rejser privat eller som led i dit arbejde. Læs vores retningslinje her: Rejser og IT-udstyr Retningslinjen er her i efteråret blevet opdateret, så den lever op til best practise.
De vigtigste ændringer er:
- Du skal nu selv aktivt tage stilling til risikoen ved din rejse. Hvis du vurderer, at risikoen er højere end normalt, skal du kontakte ADM. ADM kan så vejlede dig om særlige forholdsregler.
- Du må ikke længere bruge wifi til at tilkoble din computer til internettet på rejser. Wifi må stadig bruges på telefon/iPad på nogle destinationer.
- Gode råd og vejledning til en sikker rejse – både før, under og når du er kommet hjem.
- Du skal bruge særligt it-udstyr til nogle destinationer.
I vejledningen er der et beslutningsdiagram, som hjælper dig med at få overblik over, hvilke foranstaltninger der som minimum er nødvendige på din rejse. Derudover skal du selv tage stilling til, om rejsen indebærer særlige risici. Det kan fx være, at der medbringes et fortroligt forhandlingsmandat, at du i styrelsen aktuelt behandler oplysninger, som er særligt følsomme, fx en meget fortrolig fusion, eller at du rejser til et sted, hvor der aktuelt er en forhøjet risiko.
