Efter nytår vil MTF opleve at være ”alene hjemme”. Søren, der har været chef for fusionsenheden siden oprettelsen i 2017, har fået orlov. Martin Molter West overtager Sørens stilling i perioden, og Maria Rossmann forsætter som souschef. Martin vender retur fra sin orlov her sidst i november og var før det souschef i MTF.
Søren har valgt at søge orlov, fordi han er udnævnt som direktør for en hel ny konkurrencemyndighed i et område af Saudi-Arabien. Aftalen er kommet på plads, uden KFST har været involveret.
”Jeg er utrolig glad for min stilling her i KFST, som jeg synes er verdens (eller i hvert fald Europas) bedste job. Men det her er en chance, man kun får en gang i livet, og som jeg ikke kunne sige nej til. Det skal afprøves,” fortæller Søren.
Nogle af jer har måske hørt om det saudiske projekt Neom. Det står for ”Ny fremtid” og er navnet på den by, der er ved at blive bygget i den nordvestlige del af Saudi-Arabien. By er måske ikke den rette betegnelse, for det er meningen, at det skal være sin egen region med egen lovgivning og herunder også egen konkurrencemyndighed, som Søren har fået opgaven med at etablere og stå i spidsen for.
Projektet skal bidrage til at give Saudi-Arabien en fremtid, hvor landet bliver mindre afhængig af olie. Det er således planen at skabe verdens største flydende forsknings- og industriområde som en ”gateway to advanced and clean industries”. Der skal også bygges et større turistområde i Neom. Neom er nok mest kendt for ”The Line”, som er en 170 km lang bygning, der er under opførelse, og som for den nysgerrige er en googlesøgning værd. Alt sammen placeret i ørkenen på kanten til Det Røde Hav.
