Ansatte og gæster skal bære synligt adgangskort i den del af bygningen, hvor kun KFST-ansatte har adgang – dvs. fra 1. sal og opefter (mødelokaler i stuen og kantinen er dermed ikke omfattet). For ansatte er det frivilligt, om kortet bæres synligt i en nøglesnor om halsen eller i en clips ved hoften.
Baggrunden er først og fremmest et sikkerhedshensyn. Krav om synligt adgangskort er en generel tendens på mange statslige arbejdspladser. Dertil kommer, at vi er et stort og forholdsvist ”åbent” hus, og vi har et jævnt flow af nye medarbejdere. Når vi indfører synlige adgangskort, er det nemmere for vores medarbejdere at ”genkende hinanden”. Desuden giver det mulighed for – eksempelvis – at bede om at se kortet, hvis andre ønsker at ”smutte med ind” om morgenen, når man møder. Særligt for gæster Gæster (herunder kandidater til jobsamtaler), som bevæger sig rundt i den del af bygningen, hvor kun KFST-ansatte har adgang, skal bære synligt gæsteadgangskort i en rød nøglesnor.
Det gælder uanset, at gæsten ledsages af en medarbejder. Gæstekortene udleveres i receptionen. Medarbejdere og chefer, som modtager gæster, har ansvaret for, at de bærer synligt kort. Receptionen sørger for at udlevere kort – og for at bede om at få dem retur, inden gæsten forlader bygningen. Udlevering af nye nøglesnore og clips/yoyo ADM står for udlevering af nye nøglesnore på mandag, når reglen træder i kraft. Der er flere typer nøglesnore (sorte eller gule med logo) og yoyo’er at vælge mellem. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer vedr. de synlige adgangskort, er du meget velkommen til at kontakte Christel Grage i ADM (cg@kfst.dk).