Økonommøde, onsdag, d. 13. december kl. 13-14 i Lille Kantine.
På Økonommøde på onsdag vil Peter fra MTF og Kenneth fra MØK fortælle lidt om erfaringer med at indhente oplysninger til brug for markedsafgrænsning gennem spørgeskemaundersøgelser – særligt med fokus på fusionsområdet. Markedsafgrænsning er i teorien en simpel øvelse, men det er i praksis ofte ganske vanskeligt. Det er typisk genstand for intens uenighed mellem styrelsen og parterne i en given sag, og det er derfor vigtigt at dokumentationen er i orden. Der findes ikke én korrekt måde at designe spørgeskemaer på – det er tværtimod vigtigt at skræddersy undersøgelsen nøje til de specifikke omstændigheder på det pågældende marked. Peter og Kenneth vil derfor ikke fortælle om hvad man skal gøre, men i stedet gennem eksempler og erfaringer illustrere hvor vigtigt det er at tænke sig om, når man designer markedsundersøgelser.
Der er mange andre i styrelsen end Peter og Kenneth, der har gode (eller dårlige) erfaringer med markedsundersøgelser. Mød op til Økonommøde, tænk på jeres egen vigtigste erfaring, og del den gerne med os andre.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Økonommøde er et kvartårligt møde, hvor økonomer i styrelsen præsenterer nogle af de fantastiske analyser og resultater, der bliver produceret dagligt. Økonommødet er særligt henvendt til husets økonomer, men alle interesserede er meget velkomne.