DAB rykker ind i KFST

03-02-2023

På fællesmødet i februar havde vi besøg af Det Administrative Bibliotek (DAB). DAB giver os gratis adgang til bøger, forskningsartikler, tidsskrifter, og en række danske og internationale databaser, herunder OECD iLibrary. DAB’s bibliotekarer hjælper os meget gerne med at finde, det vi søger.

DAB giver os også adgang avisartikler via Infomedia. Det betyder, at I blandt andet kan hente artikler fra de trykte udgaver af blandt andet Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske og Børsen. I har desuden adgang til Børsen Online via DAB, men ellers ikke de digitale versioner af dagbladene. Der er strikse regler for, hvordan artikler må deles digitalt, så hvis en kollega skal bruge en artikel, du allerede har fundet, så send den ikke, men bed din kollega om selv at hente den i DAB. Det er ganske nemt at gå til.

Meget kan du selv søge frem hos DAB og få direkte adgang til, men når det kommer til bøger og internationale artikler, så kan det være, du er nødt til at sende en mail til DAB’s bibliotekarer, som så sørger for, der kommer et fysisk eksemplar til Valby, hvilket indebærer et par dages leveringstid.

For at blive oprettet som bruger hos DAB skal du sende en mail til dab@kb.dk. Det er vigtigt, du sender den fra din arbejdsmail, så DAB kan se, du er ansat i centraladministrationen. I mailen skal du skrive dit navn, ansættelsessted samt telefonnummer. Har du spørgsmål om DAB og KFST’s brug af DAB, er du altid velkommen til at henvende dig i KOM eller direkte til DAB.

Har man brug for hjælp til søgning, så giver biblioteket også gerne en introduktion, fx på et centermøde. Kontakt dem og hør om mulighederne, hvis det er relevant i dit center.

Læs mere på dab.dk

Kontakt

KOM