En del medarbejdere i KFST er generet af støj, når de er på arbejde i Valby. Det fremgår af årets APV-måling. Derfor skal vi alle tænke over, hvordan vi kan vise hensyn til hinanden i styrelsen.
Først og fremmest skal vi passe på med larm i tekøkkenerne. Det har vist sig, at det særligt er larm herfra, som generer kollegerne i mange af de centre, der ligger tæt på. Det er derfor vigtigt at være betænksom og undgå højrøstet snak og larm med service, når man har et ærinde i et af tekøkkenerne. Ikke overraskende er det særligt omkring frokosttid, at larmen fra køkkenerne generer. Hvis I er mange, som gerne vil spise sammen, eller hvis der allerede sidder flere i køkkenet, så overvej at sætte jer i kantinen i stedet.
Medarbejderne, som sidder tæt på køkkenerne, er også generet af støj fra atriummet. Det kan både være personer i stueetagen, hvis samtaler kan høres flere etager oppe, og larm fra snak på trappen i midten af bygningen. Igen en opfordring til at vise hensyn.
Denne påmindelse kommer efter, at støjproblemerne blev drøftet på chefmødet 1. februar. Det blev besluttet at appellere til alle om at vise hensyn og undgå højrøstet snak og generel larm. Viser der sig forsat at være udbredte problemer med støj, så kan det blive nødvendigt at stramme reglerne for, hvordan vi færdes i styrelsen.