Som annonceret på det seneste fællesmøde blev vinderen af it-sikkerhedsquizzen 2022 LENE PAIKJÆR JENSEN fra FO – stort tillykke! Lene og centeret modtager en it-sikkerhedskage i præmie.
I år var deltagelsen rekordhøj med en svarprocent på 77,2%, svarende til at 210 ud af 272 har deltaget i quizzen, og alle centre havde minimum 50% af medarbejderne, der deltog.
Samtidig havde hele 80% af deltagerne svaret rigtigt på 10 eller flere spørgsmål, hvilket er enormt flot og viser, at styrelsen fortsat har medarbejdere med godt kendskab til it-sikkerhed.
Tjek om du har svaret rigtigt
Selvom andelen af korrekte besvarelser som nævnt er højt, kan vi stadig forbedre vores viden om it-sikkerhed og håndtering af personoplysninger i KFST. Du kan se alle de rigtige svar her
Spørgsmålene i quizzen tager som altid udgangspunkt i de gældende it-sikkerhedsregler for medarbejdere, herunder rejsereglerne.
Flest besvarede spørgsmål 2 og 9 forkert, hvorfor vi har valgt at fokusere på disse i artiklen herfra:
”Spørgsmål 2: Du skal på krydstogt i Caribien i efterårsferien og vil gerne have din arbejdstelefon og pc med. Hvad gør du?”
102 respondenter – svarende til ca. 40% – har været i tvivl om retningslinjerne for rejser. Det rigtige svar er, at ”Caribien er et mellemrisiko-land ifølge ”Retningslinje for informationssikkerhed på rejser”, så jeg tager telefonen med, men lader min pc blive hjemme”.
Det er vigtigt at kende det rigtige svar, da der både skal være et højt it-sikkerhedsniveau ved arbejde på Carl Jacobsens Vej, og når vi rejser, særligt hvis der er tale om rejser til mellem- og højrisikolande.
Du kan læse Retningslinjer for brug af styrelsens it-udstyr på rejser her:
https://kfstintra.dk/it-og-administration/arbejde-vaek-fra-kontoret/rejser-og-it-udstyr
”Spørgsmål 9: Du har sendt en mail til en borger, som er rette modtager – men det vedhæftede angår ved en fejl en anden person. Hvem kontakter du?”
Der var størst tvivl om svarmulighed 1 og 2, hvor 51% havde valgt nr. 1 og svaret rigtigt, mens 47% valgte nr. 2 og dermed svaret forkert. Forvirringen kan her skyldes, at de to svarmuligheder ligger tæt op af hinanden.
Det rigtige svar er, at ”Jeg kontakter min nærmeste leder og aftaler, hvordan vi bedst muligt minimerer skaden. Herefter kontakter jeg Styring og IT (styringogit@kfst.dk) og cc til nærmeste leder og persondataansvarlig Torben B. Olesen (tool@kfst.dk)”.
Det er vigtigt, at et brud på persondatasikkerheden kommunikeres ud på ovenstående måde, så de rigtige medarbejdere i styrelsen får besked hurtigt og kan tage stilling til den videre håndtering af det.
