Se resultaterne af OK24-forliget for medarbejdere i staten

20-02-2024

Forhandlingerne om nye overenskomster på statens område i forbindelse med OK24 er nu afsluttet med forlig.

Der er for alle overenskomsterne tale om 2-årige overenskomster gældende fra 1. april 2024.

Nedenfor fremhæves de hovedbudskaber, der berører Erhvervsministeriets område:

Lønregulering

Den økonomiske ramme for forliget er 8,8 pct., hvilket betyder lønstigninger over de næste to år.

Forhøjelse af pension

Pensionsbidraget forhøjes pr. 1. april 2025 med 0,97 pct. for medarbejdere og chefer.

Fleksibilitet

Der er enighed om en ny aftale om opsparing af frihed (afspadsering og særlige feriedage) til senere afvikling. Opsparingen kan udgøre op til 15 dage i alt og træder i kraft pr. 1. april 2025. Da vi i Erhvervsministeriet har lokale flekstidsaftaler, skal det afklares, hvordan det vil berøre vores nuværende praksis.

For at skabe øget fleksibilitet gives der valgfrihed for den del af pensionsbidraget, der overstiger 15,0 pct.

Tillidsrepræsentanter

For at understøtte den gode arbejdsplads og hertil samarbejdet mellem tillidsrepræsentant og ledelse er der enighed om en række ændringer af tillidsrepræsentantaftalen, bl.a. skal der forhandles en tillidsmandsstruktur på institutioner med spredte lokationer og medarbejdergrupper over 100 medarbejdere

Barsel

Øget lønret i fraværsperioden til far/medmor, adoptanter, forældre med to eller flere børn ved samme fødsel (flerlingeforældre) samt forældre, hvor barnet kun har én forælder på tidspunkt for fødslen (soloforælder).

Chefområdet

Grundlønnen for stillinger indplaceret i gruppe 1 (lr. 37) og gruppe 2 (lr. 38) forhøjes med virkning fra 1. april 2024.

Tillæg til special- og chefkonsulenter i departementerne

Til specialkonsulenter og chefkonsulenter i departementer ydes et tillæg på 20.000 kr. (årligt grundbeløb 31. marts 2012). Ændringerne har virkning fra den 1. april 2025.

Øvrige elementer 

Forliget indeholder også en række andre elementer, herunder ændringer i aftale om senior-ordninger, videreudvikling af statens nye lønsystemer, kompetenceudvikling, videreførelse af samarbejdssekretariatet samt fortsættelse af lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø.

Du kan læse mere om forliget på MEDST’s hjemmeside.

Forhandlingsparterne vil i de næste uger forhandle videre om de enkelte faggrupper i staten. Herefter sender de faglige organisationer forhandlingsresultatet til afstemning. 

Først når overenskomsterne er forhandlet endeligt på plads og tiltrådt, og aftaleteksterne (cirkulærerne) er publiceret, kan der administreres i henhold hertil.

 

Kontakt

Anne-Mette Poulsen
O: Koncern HR