Løntillæg som konsekvens af afskaffelsen af store bededag som helligdag

10-01-2024

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har den 13. december 2023 udsendt ”Cirkulære om udbetaling af løntillæg efter lov nr. 214 af 6. marts 2023” (løntillæg som konsekvens af afskaffelsen af st. bededag).
Cirkulæret har virkning fra 1. januar 2024.

Efter cirkulæret optjener ansatte - hvis arbejdstid forøges som følge af afskaffelsen af store bededag som helligdag - et løntillæg opgjort som 0,45 pct. af årslønnen. Ansatte, der ansættes efter 1. januar 2024, optjener løntillægget fra ansættelsesforholdets påbegyndelse.

Som ansat i Erhvervsministeriet med fast løn har du ret til dette tillæg.

Løntillægget udbetales to gange årligt sammen med lønnen for maj og august. Udbetalingen sammen med lønnen for maj vedrører optjeningsperioden 1. september til 31. maj, mens udbetalingen sammen med lønnen for august vedrører optjeningsperioden 1. juni til 31. august.

Du vil få udbetalt tillægget første gang med lønnen for maj måned 2024 – og denne udbetaling vil dække perioden fra 1. januar til 31. maj 2024.

Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte Koncern HR, koncernhr@em.dk.

Kontakt

Anne-Mette Poulsen
O: Koncern HR