Fra lejlighedssange og fødselsdagshilsner til effektive søgninger og oversættelser. Mange har efterhånden prøvet internetbaserede værktøjer og AI-chatbots, fx ChatGPT – og med god grund. Der er mange fordele ved og potentialer i at bruge sådanne værktøjer, men i iveren over alle mulighederne skal du også huske risiciene.
Når du indtaster oplysninger i fx ChatGPT og Google Translate, deles oplysningerne med leverandøren og dennes samarbejdspartnere, hvorved der kan ske utilsigtet videregivelse af person- og virksomhedsoplysninger.
Du skal derfor overholde retningslinjerne for brug af AI, når du bruger internetbaserede værktøjer, herunder AI-chatbots, i dit arbejde. Retningslinjerne er udarbejdet af og gældende for hele Erhvervsministeriet.
Afsnittet nedenfor indeholder de væsentligste pointer, men du kan finde de fulde retningslinjer på Intra. Hvis du ikke allerede har læst retningslinjerne, bør du gøre det hurtigst muligt – de er kun ca. 2 sider og kan derfor hurtigt læses over eftermiddagskaffen på kontoret.
Retningslinjer for brug af AI i KFST
Når du bruger internetbaserede værktøjer, herunder AI-chatbots, i dit arbejde, skal du være særligt opmærksom på følgende retningslinjer:
- Indtast ikke fortrolige, klassificerede eller interne oplysninger
- Indtast ikke personoplysninger
- Brug det kun som hjælpeværktøj – du foretager vurderingerne og træffer beslutningerne
- Vær kildekritisk og tjek informationerne op mod andre pålidelige kilder
Du må gerne bruge internetbaserede værktøjer, herunder AI-chatbots, til at foretage søgninger på oplysninger, der allerede er offentligt tilgængelige, fx et navn på en kendt politiker.
Hvis du bruger en AI-chatbot i forbindelse med løsningen af en konkret opgave, bør du nævne det for din nærmeste leder (som ”varedeklaration”).
Hvilke AI-tjenester må du ikke anvende i KFST?
Du må ikke installere og/eller benytte DeepSeek eller TikTok på styrelsens enheder – dvs. arbejdscomputer, -mobil og -iPad.
Hvis du har installeret TikTok på din private telefon eller andre private enheder, må du af sikkerhedsmæssige årsager ikke medbringe telefonen/enhederne til møder i styrelsen eller DEP.
Læs evt. mere herom i Retningslinjer for medarbejdere om informationssikkerhed (se afsnittene Brug af telefoner og iPads og Brug af privat it-udstyr).
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du må bruge AI i dit arbejde
Kontakt din nærmeste leder hvis du er i tvivl om, hvorvidt du må bruge AI i forbindelse med en konkret opgave.
Hvis du i øvrigt har spørgsmål til brugen af AI eller retningslinjerne herfor, kan du kontakte Styring og It i ADM på styringogit@kfst.dk
