Okay, vi ved det godt… Det er lidt sent at fortælle om noget, der skete i oktober sidste år, men nogle historier er værd at vente på! Og med EUROCOMP 2025 lige om hjørnet, synes vi, det er den perfekte anledning til at dele højdepunkterne fra sidste års store turnering – og måske give jer lidt inspiration til at melde jer på banen i år!
I oktober drog en flok af vores sporty kolleger til EUROCOMP 2024 – det europæiske fodboldmesterskab for konkurrencemyndigheder. I tre dage skiftede de Excel-ark og paragraffer ud med sportsrelaterede oplæg, intense fodboldkampe og masser af socialt samvær med kolleger.
Og holdet vendte stolte hjem:
- På banen klarede vores hold sig fremragende – de blev nummer 2 i gruppen og gik videre til kvartfinalen. Her mødte de England, som meget heldigt snuppede sejren (rygterne siger, de havde bestukket bolden…). Men selvom vi ikke nåede helt til tops, vendte vi bestemt ikke tomhændet hjem! Vores egen Anja Dukic blev kåret til turneringens MVP 🏅 lyder det fra deltagerne.
Finalen? Den blev et italiensk drama med Italien vs. Italien – og med hjemmebanefordel og italienske dommere tog Italien selvfølgelig sejren.
Vil du selv opleve stemningen i år? Så hold øje med tilmeldingen til EUROCOMP 2025! Der er både plads til boldtalent og til dem, der bare elsker netværk.
Forza KFST 🙌

