Vi får nye kolleger

24-09-2025

Telekonkurrenceområdet rykker til KFST

Fra den første oktober overtager KFST ansvaret for telekonkurrenceområdet. Opgaven har hidtil boet i Erhvervsstyrelsen. I praksis betyder det, at et helt kontor fra Erhvervsstyrelsen rykker til KFST, og vi kan byde velkommen til 12 nye kolleger.

Telekonkurrenceområdet løser opgaver, som ligger tæt op ad det, vi allerede kender i KFST - og det er også baggrunden for beslutningen. Der vil helt naturligt være synergier at hente mellem telekonkurrenceområdet og KFST’s generelle arbejde på konkurrenceområdet.

De 12 nye kolleger, herunder en kontorchef, bliver en del af KFST til oktober, men de flytter først fysisk til Valby til årsskiftet. Der er endnu ikke taget stilling til, hvor i huset de skal sidde. Det er planen, at Jakob og Jacob besøger dem allerede i denne uge, og efter efterårsferien inviteres de på besøg på Carl Jacobsensvej, hvor de blandt andet vil få en rundvisning og høre lidt om, hvad de enkelte centre laver.

Telekonkurrenceområdet arbejder for at skabe de bedste rammer for virksomhederne ved at fremme effektiv konkurrence i telesektoren. Det sker som uafhængig telemyndighed. Blandt opgaverne kan nævnes, at der føres tilsyn med telelovgivningens regler om sektorspecifik konkurrence. Der træffes konkrete afgørelser på baggrund af markedsundersøgelser af konkurrenceforholdene, der behandles sager, som er påklaget til Teleankenævnet, og der føres tilsyn med telemarkedet, herunder engrospriser og prisklemmer.