Forliget er dog først endeligt, når det er godkendt i de faglige organisationer.
Enkelte faglige organisationer har endnu ikke afsluttet deres afstemningsrunder, men OK26 forventes at være stemt hjem hos alle den 6. maj 2026.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har benyttet den mellemliggende periode til også at få afsluttet underliggende forhandlinger omkring de enkelte organisationsaftaler. Dermed er alle OK26-forhandlingerne afsluttet, og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen kan påbegynde redigeringen af de enkelte overenskomster og aftaler efter 6. maj.
Arbejdsgiver har først hjemmel til at administrere i overensstemmelse med de nye overenskomster og aftaler, når de er offentliggjort i cirkulæreform af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Koncern HR afventer nu cirkulærerne fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og vil sørge for den løbende implementering i takt med, at cirkulærerne offentliggøres. Koncern HR vil lægge yderligere nyheder ud om de enkelte initiativer, når det er relevant.
Hvad er nyt i OK26 – hovedelementerne helt overordnet
• De generelle lønstigninger over den 3-årige periode frem til april 2029 udgør 6,37 pct.
I 2026 udmøntes den første stigning, som er omkring 1,29 pct. pr. 1. april 2026. Procentsatsen forventes dog at blive reguleret lidt ned, fordi der er aftalt en mekanisme, som sikrer, at den offentlige lønudvikling følger den private nogenlunde parallelt.
Lønstigningen pr. 1. april vil tidligst blive udbetalt første gang med din lønudbetaling ultimo maj 2026 (med tilbagevirkende kraft). Det er dog mere sandsynligt, at udmøntningen først sker med lønudbetalingen ultimo juni 2026.
• Der indføres en række initiativer, som bidrager til et mere fleksibelt arbejdsliv
Ny Fritvalgs Lønkonto fra 1. januar 2028. Fritvalgs Lønkontoen giver den ansatte mere frihed til selv at vælge mellem løn, pension eller frihed.
Mulighed for fra 1. januar 2028 at holde en årlig fritvalgsdag til ansatte midt i livet og yderligere 2 seniordage til seniorerne – begge dele med løntræk (som evt. kan dækkes af midler fra den ansattes Fritvalgs Lønkonto).
Mulighed for frihed ved børns sygdom udvides med dag ”0” og barnets 3. sygedag. Dette træder først i kraft, når cirkulæret er udsendt fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Øget lønret under barselsorlov, også for soloforældre og sociale forældre (gælder fra 1. januar 2027).
• Der er afsat yderligere midler (0,2 pct. af den økonomiske ramme i OK26) til lokale lønforhandlinger (udmøntes pr. 1. april 2027).
• Engangsvederlag omdøbes til bonus. Der indføres hjemmel til at aftale fastholdelsesbonus.
• Der indføres en ny stillingskategori i AC-overenskomsten som faglig ekspert med en løn, der kan sammenlignes med basislønnen for en kontorchef. Samtidig får kontorfunktionærer og it-medarbejdere i særskilt stilling mulighed for at få titel af specialkonsulent eller chefkonsulent.
• Basislønnen for kontorelever og for journalister under konsulentniveau forhøjes.
• Yderligere tiltag omfatter bl.a. videreførelse af Den Statslige Kompetencefond, fælles fokus på det psykiske arbejdsmiljø samt forenkling af reglerne for jubilæum. Arbejdet med særligt fokus på arbejdsmiljø og stress vil blive taget op i det tværministerielle samarbejdsudvalg, MSU, og i de lokale samarbejdsudvalg.
Bortfald af opsparingsordningen fra OK24
Opsparingsordningen, der blev indført med OK24, bortfalder. Med OK26 er det aftalt, at opsparingsordningen (for særlige feriedage og afspadsering) ophæves med virkning pr. 1. april 2026. Dermed er EM’s lokalaftale om opsparingsordningen også bortfaldet. Derfor vil der heller ikke blive åbnet for muligheden for opsparing pr. 1. maj 2026, og funktionen vil blive fjernet i mTIME.
Allerede opsparet frihed under ordningen kan dog afvikles frem til udgangen af 2027.
Opsparingsordningen afløses af ”Fritvalgs Lønkontoen” pr. 1. januar 2028, jf. ovenfor.
Spørgsmål til ovenstående kan rettes til Koncern HR på koncernHR@em.dk.