Det er vigtigt at understrege, at forliget endnu ikke er endeligt. Nu går der en proces i gang, hvor forliget skal godkendes af de relevante organisationer. Først når dette er sket, vil der blive udgivet cirkulærer, som Koncern HR kan administrere efter.
Hovedelementerne i forliget inkluderer bl.a.:
- En samlet økonomisk ramme på 8,7% frem mod 2029, hvoraf 6,37% går til generelle lønstigninger.
- Øget fleksibilitet for ansatte med en fritvalgs lønkonto, hvor det fra 1. januar 2028 bliver muligt at vælge mellem løn, pension og frihed.
- Forbedringer for børnefamilier med udvidet mulighed for frihed ved barns sygdom samt øget lønret under barselsorlov, også for soloforældre og sociale forældre.
- En ny stillingskategori som faglig ekspert med lønvilkår sammenlignelige med en kontorchef.
- Yderligere tiltag omfatter bl.a. videreførelse af Den Statslige Kompetencefond, fælles fokus på det psykiske arbejdsmiljø samt forenkling af reglerne for jubilæum.
Efter folketingsvalget vil der blive forhandlet videre på visse områder, hvorefter der vil være afstemning blandt medlemmerne. Hvis forliget godkendes, træder det i kraft pr. 1. april 2026. Enkelte dele af forliget har dog en senere ikrafttrædelsesdato.
Når der er et endeligt forlig, som er stemt igennem, vil I få en mere detaljeret orientering om indholdet.
Koncern HR vil løbende holde jer opdateret om processen og implementeringen af de nye aftaler.