Adgang til artikler fra medierne

09-01-2026

Efter Det Kongelige Biblioteks servicering af centraladministrationen faldt bort har det været nødvendigt med en større gennemgang af KFST’s aftaler med medierne. Der er nu fundet løsninger, som skulle give medarbejderne adgang til langt de fleste relevante artikler.

Artiklen er redigeret 9. januar 2025

På den ene side har vi i KFST et behov for at læse, hvad medierne skriver, på den anden side har vi et budget, som gør, at vi ikke kan abonnere på alt. KFST skal naturligvis overholde reglerne om ophavsret og vilkårene i de abonnementer, der er tegnet. Det betyder, at alle medarbejdere ikke har adgang til alt, og at der er nogle begrænsninger på muligheden for at dele artikler.

KOM har arbejdet på at finde balancen, og KFST har nu indgået aftale om abonnement på artikelportalen Retriever (tidligere Infomedia), indgået individuelle aftaler med relevante medier samt indgået en aftale med Tekst & Node (tidl. Copydan). Aftalerne indeholder vilkår – især om deling af artikler - som vi skal overholde. Til gengæld kan vi få adgang til langt de fleste relevante artikler.

Daglig overvågning og overvågningsportal (Retriever)

Som medarbejder kan du vælge at abonnere på den daglige mail, som hver morgen bliver sendt fra Retriever med resultaterne af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens søgeord. Søgningen finder alle de artikler og indslag fra aviser, tidsskrifter og radio-tv, hvor vi er omtalt (dvs. hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerombudsmanden, Naturskaderådet, Vandsektortilsynet osv. er nævnt.). Der er også artikler, som indeholder relevante søgeord, uden decideret omtale af os.

Mailen indeholder overskrift og de første linjer af de fundne artikler. Hvis du vil læse en artikel fra overvågningsmailen i fuldtekst, kan du med dit login til Retriever gå ind på ”overvågningsportalen”. Her ligger alle de artikler (også bagud i tid), som Retriever har fundet på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens søgeord. Du kan åbne så mange artikler i overvågningsportalen, som du vil.

Hvis du ønsker adgang til Retriever og den daglige overvågningsmail, så skriv en mail til lhm@kfst.dk med emnefeltet ”Retriever-adgang”.

Artikler uden for Infomedia

Har du brug for en artikel, som ikke findes i KFST’s overvågningsmail, eller som ikke findes fuldtekst i Retriever, kan du henvende dig til KOM, som måske kan hjælpe.

Du skriver en mail til KOM, hvor det fremgår, hvorfor artiklen er relevant for en sag i dit center eller relevant for et område, som dit center har ansvar for. Vi har brug for mailen, fordi KOM kun må dele artikler, som er relevante for vores sagsbehandling, og det skal vi kunne dokumentere.

Det er ikke alle artikler, KOM kan skaffe.

Vær opmærksom på, at der er tegnet abonnement for alle medarbejdere på WatchMedier. Du får adgang til artiklerne ved at oprette dit eget login med din arbejdsmail på et af Watchmediers medier. Herefter kan du bruge login på alle Watchmedier.

Læs her, hvordan du får login til watch-medier 

Deling af artikler

Hvis du vælger at have adgang til Retriever, skal du være opmærksom på retningslinjerne for deling af artikler. Det skal du i øvrigt også, hvis du vil dele artikler, du har læst andre steder.

Du må kun dele linket til en artikel. Du må aldrig kopiere en artikel ind i en mail til en kollega eller en ekstern person. I stedet er du nødt til at bede din kollega om selv at logge sig ind og finde den, med mindre din kollega kan læse den umiddelbart via linket.

Du kan læse hvorfor, og hvad du må og ikke må i vores retningslinjer for deling af artikler https://kfstintra.dk/faglige-omraader/tvaergaaende/boeger-og-tidsskrifter. Her står også, hvorledes I kan dele artikler, hvis I fx er et team, som arbejder med samme sag.

Ønsker om nye abonnementer?

Hvis et center ønsker at tegne sit eget abonnement på et af de medier, som vi ikke ellers har adgang til, skal oprettelsen koordineres med KOM. Derved kan KOM bevare overblikket over KFST’s abonnementer og sikre, at der ikke oprettes dobbeltabonnementer.