Jeg hedder Julie Bech Willemoe og er teamleder for organisationsudviklingsteamet i Koncern HR. Jeg startede i KFST i 2019, men har en laaaaang fortid i ministeriet. I 2012 startede jeg i ERST. Herefter var jeg forbi departementet i ca. fem år og er nu på min rette hylde i Koncern HR her i Valby med de mest meningsfulde arbejdsopgaver, jeg har haft i min tid i ministeriet. Jeg er uddannet cand.com. for mange herrens år siden.
Hvad laver dit center?
Koncern HR varetager HR i hele koncernen. Vi sørger for, at de helt basale ting som rekruttering, personalejura og administration fungerer. Samtidig hjælper vi med at udvikle organisationen, ledere og ansatte, så Erhvervsministeriet fortsat er et attraktivt sted at arbejde. I disse år har vi særligt fokus på digitalisering og at standardisere vores ydelser, så de bliver ens på tværs af koncernen.
Nogle af os har vores faste gang i Valby. Det er os, der arbejder back office med det administrative, det personalejuridiske og med organisationsudvikling. Vores kolleger i HR-partnerteamet og rekrutteringsteamet sidder ude i den styrelse, som de arbejder primært for. Her i KFST er Anne-Mette fx jeres HR-partner og Nada jeres rekrutteringspartner. Rekrutterings- og partnerteamet sidder til dagligt rundt omkring i koncernen. Men om tirsdagen er vi alle samme samlet. Så der vil I opleve, at der lidt mere lyd på første sal.
Lige i øjeblikket har jeg travlt med at planlægge årets medarbejdertilfredshedsundersøgelse, som kører efter sommerferien. I KHR har vi mange processer, som strækker sig over mange måneder.
Hvad kan du bedst lide ved dit job?
Alsidigheden. Den ene dag kan være fyldt med møder, den anden kan være af at skrive en sag, og den tredje er jeg måske ude og holde en workshop om trivsel og samarbejde et sted i koncernen.
Hvad er vigtigt for dig, for at du trives, når du går på arbejde?
Meningsfulde opgaver og daglige grin.
Hvad er det vildeste, du har oplevet i KFST?
Da vi dansede på bordene til den seneste sommerfest. Det var virkelig sjovt.
Hvilken bog har du senest læst/hørt?
Jeg er ved at tage en uddannelse i narrativ ledelse og har derfor et pensum, der skal læses. Christian Hjortkær har skrevet en lille bog om fællesskaber, som hedder ”Jeg er sådan en, som har brug for at trække mig”. Den handler om de små meningsfulde fællesskaber, og hvorfor det kan være svært at tappe ind i de store. Den kan jeg virkelig anbefale – især til forældre til unge mennesker. På den skønlitterære front skal jeg have læst Frankenstein af Mary Shelley til min bogklub her i maj (bogklubben hedder High Brow Books og Silly Movies). Den er ikke så tyk, men jeg tror desværre den er lidt kedelig og med meget fokus på den deprimerede opfinder, Frankenstein. Og uden Jakob Elordi som det triste monster, kan det godt blive en tør omgang.
Har du et godt tip til dine kolleger?
Kom til fællestræning med mig og Emilie. Det er for fedt.
Hvem skal have faklen efter dig?
Det skal Nina fra KOM. Vi er gaaaaaaamle kolleger fra ERST.
Har du en hemmelighed, som du vil dele med os?
Jeg har lige afleveret fire sække med tøj til ”Klædeskabet” – og jeg har stadig masser af tøj tilbage i skabet. Jeg er åbenbart lidt af en hoarder.
Hvad vil du ønske, du havde mere af eller var bedre til?
Jeg ville gerne blive en haj til korssting.
Har du et motto eller en leveregel?
”Livet er, som man tager det.”
