Jeg hedder Nina Munch-Petersen, og jeg har været styrelsens webredaktør siden 2022. Jeg er oprindeligt uddannet gymnasielærer (cand.mag) i engelsk og dansk, og har derudover en tillægsuddannelse i webjournalistik. De sidste 25 år har jeg dog udelukkende arbejdet med kommunikation – primært web.
Hvad laver dit center?
KOM laver alt mellem himmel og jord inden for kommunikationsområdet (undtagen kampagner, som Hanne plejer at sige :) Der er aldrig 2 dage, der er ens, og der er altid travlt – som regel på den gode måde!
Hvilken sag sidder du med lige nu?
Lige nu sidder jeg og tester et nyt CMS, som er det system, vi laver hjemmesider i. Jeg elsker CMS-systemer, så det er en rigtig sjov opgave!
Hvad kan du bedst lide ved dit job?
Uforudsigeligheden. Og at jeg selv får lov at bestemme ret meget over min dag og mine opgaver.
Hvad er vigtigt for dig, for at du trives, når du går på arbejde?
- at jeg selv får lov at bestemme ret meget over min dag og mine opgaver, ha ha.
Hvad er det vildeste, du har oplevet i KFST?
Det var at møde op på min første arbejdsdag – fredag den 1. april 2022 – hvor der var julefrokost (den var blevet udskudt pga. Corona). Jeg blev klædt ud som Josef, fordi KOM havde lavet krybbespil til fotokonkurrencen. Min nye kollega Mads var Maria. Så var der drinks og vi gik til bords, og jeg kom til at sidde over for Jakob Hald, der på et tidspunkt løftede sin højre hånd og spurgte ”hvor mange fingre er der her?”. Aftenens højdepunkt var dog helt klart da Jacob Schaumburg blev klædt ud i Tigerdyrskostume. Jeg følte mig hjemme fra dag 1 😊
Hvilken bog har du senest læst/hørt?
Jeg har lige læst ”Markens grøde” af Knut Hamsun. Den er et episk mesterværk. Læs den!
Har du et godt tip til dine kolleger?
Hvis du endnu ikke har hørt om Tøjstativet, så tjek det ud. Det er et gratis tilbud til dig, der ikke er bange for genbrugstøj. Tøjstativet står på reposen mellem 1. og 2. sal (på bagtrappen), og lige nu er det fyldt med sommertøj.
Hvem skal have faklen efter dig?
Det skal Gunilla fra FO – selvom hun vil hade det 😉
Har du et forbillede?
Claus Meyer. Hvad den mand ikke har gjort for vores madkultur! Han er et virkelig godt eksempel på, hvor meget man kan udrette, hvis man virkelig har noget på hjerte. Jeg har sindssygt stor respekt for ham.
Har du et motto eller en leveregel?
”In a world where you can be anything, be kind”
