Husk dine kolleger når du er på arbejde

09-03-2026

Støj er en udfordring for mange i KFST, men små hensyn kan gøre en stor forskel for fællesskabet

Vi er mange forskellige mennesker med forskellige arbejdsvaner og behov samlet i vores storrumskontor i KFST. For nogle giver det åbne kontorlandskab energi og inspiration, mens andre kan opleve, at støj fra kolleger, fællesområder eller aktiviteter i naboområderne kan være udfordrende.

I APV-rapporten fra 2025 og i input til Attraktiv arbejdsplads påpeger en del, at de oplever forstyrrende støj, når de er på arbejde. Det er forskelligt, hvad der generer den enkelte – nogle lægger mærke til lydene fra tekøkkenerne, når folk henter en kop kaffe eller spiser frokost der. Andre bliver påvirket af støj fra centret ved siden af, mens nogle mærker det mest fra kolleger tæt på, eller når folk går forbi skrivebordene og måske sludrer på vej til et møde.

Vi kan ikke fjerne al lyd fra et åbent kontor – og det er heller ikke meningen, at der skal være helt stille overalt. Småsnak, aktivitet og liv i huset er en naturlig del af hverdagen her. Men det betyder meget for arbejdsglæden og trivslen, at vi hver især er opmærksomme på hinanden og tager små hensyn i det daglige.

Det kan være helt lavpraktisk: At sænke stemmen, når man går gennem kontorlandskabet, undlade at bruge fællesarealer til samtaler, huske at lukke døre efter sig ind til mødelokalerne og at tage telefonopkald i telefonboksene eller en sjælden gang i et mødelokale, hvis det er et længere telefonforløb. Ingen kan eller skal bære ansvaret alene – men når vi har blik for hinanden, gør det en stor forskel for alle.

Har du brug for ekstra ro, har styrelsen to stillepladser, som du kan booke på samme vis som mødelokaler. Pladserne er tiltænkt de situationer, hvor en medarbejder har brug for et særligt rum til fordybelse.

Det er også muligt at få udleveret et sæt hovedtelefoner med støjreduktion i ADM.

Tips til støjhensyn:

  • Tag en snak internt i centrene om støjudfordringerne – har I brug for at lave nogle interne aftaler?
  • Læg en dæmper på højlydt snak og latter i tekøkkenerne
  • Flyt eventuelle Teams-møder og telefonsamtaler fra skrivebordet til en telefonboks
  • Ved problemer med nabocenteret – lær kollegerne at kende og tal løbende om det