Hvis du benytter printede dokumenter, krypterede USB-nøgler eller andet, og opbevarer dokumenter og medier derhjemme, bør du tænke over, om informationerne er så følsomme eller fortrolige, at andre ikke må få indsigt i dem.
Derudover må der kun opbevares fysisk materiale væk fra kontoret, så længe der er et arbejdsmæssigt behov herfor. Det samme gælder udskrivning af dokumenter uden for styrelsen; udskrivning må kun ske undtagelsesvist og skal ske på en sådan måde, at oplysningerne ikke kommer til uvedkommendes kendskab. Herefter skal det fysiske materiale enten returneres til kontoret eller bortskaffes.
Hvis fysiske dokumenter indeholder oplysninger omfattet af RØD, GUL eller GRØN kategori (se retningslinjen for medarbejdere om informationssikkerhed) , skal bortskaffelse ske ved makulering eller lignende destruktion. USB-nøgler udgør en sikkerhedsrisiko, da de kan indeholde malware, som kan inficere styrelsens it-systemer. Du må derfor kun bruge krypterede USB-nøgler, som er udleveret af styrelsen.